Rwanda: Afrikas Singapore?

De fleste forbinder det lille østafrikanske Rwanda med de uhyrligheder, som udspillede sig under folkemordet i foråret 1994, hvor over 800.000 mennesker blev slagtet i løbet af få måneder, og som drev millioner af mennesker på flugt. Som andre lande, der har gennemlevet en borgerkrig, lå landet i ruiner, og ikke mange spåede den nye regering i Kigali – med Paul Kagame i spidsen – store chancer for at få landet på fode igen.

Rwanda_map

Af: Andreas Dyreborg Henriksen

I dag – knap 20 år efter – er Rwanda imidlertid ikke kun en af Afrikas, men også en af verdens hurtigst voksende økonomier. Landet har således oplevet høje og stabile vækstrater gennem mange år, og i 2012 voksede den rwandiske økonomi med ikke mindre end 8 %, hvilket f.eks. er højere end i Kina og de andre BRIK lande. I modsætning til mange andre udviklingsøkonomier med imponerende vækstrater er Rwandas økonomi ikke boostet af en høj forekomst af naturressourcer som f.eks. olie, guld eller diamanter, men den er derimod drevet af massive udenlandske investeringer og en ekspanderende service sektor, som i dag udgør 50 % af økonomien.

 

Data from World Bank

En afrikanske gazelle

Men hvorfor har netop Rwanda rejst sig fra ruinerne af et folkemord og er blevet en økonomisk ”gazelle”? Udviklingen kan i vid udstrækning tilskrives den meget reformorienterede politiske elite, som kom til magten efter borgerkrigen. Fokus hos lederne var først og fremmest at opbygge en velfungerende stat, som kunne opretholde lov og orden, og som dermed kunne danne rammen for landets økonomiske udvikling. For at realisere dette gennemførte regeringen omfattende omstruktureringer af staten, rekrutterede eksilrwandere til at sidde på de ledende poster i staten, satsede massivt på uddannelse af de ansatte og ikke mindst iværksatte massive og til tider meget aggressive antikorruptionstiltag.

Vision 2020

I kombination med den omfattende reformdagsorden i de statslige institutioner opstillede lederne meget ambitiøse udviklingsmål, bl.a. i form af Vision 2020 strategien, hvis overordnet målsætning er, at Rwanda skal være et middelindkomstland i 2020. Et væsentlig element i denne strategi, samt et gennemgående træk i hele Rwandas udviklingsagenda, er regeringens fokus på at skabe de mest optimale rammer for at drive forretning, dels for rwanderne selv, dels for udenlandske investorer. Paul Kagame har bl.a. udtalt, at hans ambition er, at Rwanda skal være ”Afrikas Singapore” ved at være regionens centrum for udenlandske investeringer og arbejdskraft. Foruden bl.a. at minimere administrative byrder, bekæmpe korruption, investere i uddannelse og infrastruktur samt andre tiltag rettet mod at understøtte et frugtbart forretningsklima, har regeringen oprettet Rwandan Development Board, hvis primære formål er at fostre indenlandske som udenlandske investeringer. Landet har således haft stor succes med at tiltrække udenlandsk kapital, bl.a. indenfor informationsteknologi og it-sektoren, hvor den sydkoreanske telegigant KTs nylige beslutning om at investere i Rwandas tele- og it-infrastruktur, er et godt eksempel på dette.

Toppen af indekset

Takket være denne omfattende reformdagsorden fik Rwanda hæderen som ”The Worlds Leading Reformer” af Verdensbanken med udgangspunkt i dets ”Ease of Doing Business Index 2010”. Rwanda er således det første land syd for Sahara, som topper indekset. Derudover var Rwanda det næstmest reformvenlige land i verden i perioden 2005-2013, ifølge indekset.

Ease of Doing Business Index 2010_Rwanda

Mindre korrupt end Italien

Korruptionsniveauet i Rwanda er også forholdsvist fornuftigt, ikke kun hvis man sammenligner landet med andre afrikanske lande, men også på globalt plan. Hvis man f.eks. ser på Transparency Internationals korruptionsindeks for 2013, placerer Rwanda sig som nummer 49 (1=mindst korrupt) ud af 175 lande. Der er uden tvivl plads til forbedringer, men det er værd at notere, at Rwanda er mindre korrupt end flere europæiske lande som f.eks. Tjekkiet, Slovakiet, Kroatien og ikke mindst Italien og Grækenland.

Fremtidsudsigter

Man kan kun håbe, at regeringen i Kigali formår at fastholde den ambitiøse reformdagsorden og positive økonomiske udvikling på trods af de store udfordringer landet trods alt stadig står overfor. Rwanda er således stadig plaget af fattigdom, en rasende borgerkrig i det østlige Congo, underliggende spændinger mellem hutuer og tutsier – som udgjorde aksen i borgerkrigen – og manglende reformer af de politiske institutioner, som alle kan udgøre potentielle risici for at generere ustabilitet og afspore udviklingen.

Det bliver derfor spændende at følge udviklingen i det lille østafrikanske land i de kommende år, hvis hidtidige økonomiske udvikling er efterstræbelsesværdig for andre udviklingsøkonomier og uden tvivl statuerer et stærkt eksempel på den positive økonomiske fremgang, som det afrikanske kontinent oplever.

Skriv et svar